Dagens vandretur bringer os rundt i dette utroligt spændende og smukke istidslandsskab, og vores vandreguide Inga, der udover at være en særdeles erfaren vandrer også er uddannet geolog, hvilket gør hende til den perfekte guide i Mols Bjerge.
Vores tur starter og slutter ved Ree Park Safari, der er beliggende ved netop Stubbe Sø, og dagens tur i området vil være på ca. 10 – 12 kilometer. Efter vores vandretur fortsættes vandreturen ind i selve Ree Park, hvor vi ad hyggelige stier stifter bekendtskab med flere eksotiske dyrearter, herunder geparder, tigre og løver. Adgang til Ree Park (værdi kr. 190,-) er inkluderet i prisen for vandreturen.
Vandreturen er for alle, og altså både for de, der ønsker en dejlig dag i et rigtigt smukt naturområde, og også for de, der ønsker sig kilometer i benene og som også kunne bruge et par tips og tricks fra en erfaren vandrer. Tempoet på dagens vandretur er så alle kan være med – vær dog obs på at der vandres i bakker (Mols Bjerge).
For tusinder af år siden skød en mægtig gletsjer sig gennem Østersøen og da den nåede Djursland, delte den sig i to store tunger, som dannede Ebeltoft Vig og Kalø Vig.Djursland kom herefter til at bestå af øer, fjorde og bugter og langsomt hævede landet sig, og havbund blev til landbrugsjord. Klemt, mast og ommøbleret opstod det utroligt smukke Mols Bjerge mellem de to vige, hvor også vi finder Stubbe Sø; Djurslands største sø.
Vi mødes ved indgangen til Ree Park Safari og begiver os ud på opdagelse ved Stubbe Sø, som er Djurslands største sø. Ved fugletårnet kan vi være heldige at spotte havørnen og andre spændende fugle, så du skal huske at have kikkerten med på turen.
Ved Skærsø Herregård går vi på en brostensbelagt vej og hører historien om de slægter, der har præget Danmark og - ikke mindst - Djursland.
Ruten følger også Gravlevstien, som er en nedlagt jernbanelinie fra Gravlev til Ebeltoft. Banen fra 1901 var i drift frem til 1968, hvor den blev udkonkurreret af privatbilismen.
Efter vandreturen, der blandt meget andet byder på søblik, engdrag, fyrretræsplantager og frodige marker, er vi tilbage ved udgangspunktet og klar til at gå på fælles safari i Ree Park. Undervejs er der både tid til toiletbesøg, kaffe og is, inden vi tager et par ekstra kilometer på gode stier blandt giraffer, rovdyr og bisonokser.
Sidst på eftermiddagen takker vores guide, Inga, af for denne gang med et farvel og på gensyn.
Mødested og mødetidspunkt:
Start kl. 09.00 – Foran indgangen til Ree Park Safari, Stubbe Søvej 15, 8400 Ebeltoft. Vi mødes senest 15. minutter inden turen starter.
Slut kl. ca. 17.00 – Samme sted som start.
Mulighed for parkering ved Ree Park Safari.
Varighed: Ca. 8 timer
Distance: 10-12 kilometer
Rejsen er underlagt Vild Med Danmarks almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Overvej også en spændende vandretur ved Silkeborgskovene eller Himmelbjerget.
Din stifinder og vandreguide, Inga Kofoed Andersen. Inga tager os til dette utroligt spændende og smukke istidslandsskab, og vores vandreguide Inga, der udover at være en særdeles erfaren vandrer også er uddannet geolog, hvilket gør hende til den perfekte guide i Mols Bjerge.
Læs mere om din rejseleder Inga Kofoed Andersen HER.