Dag 1: Start fra Rold Storkro og vandring i Rebild Bakker og Rold Skov
Kl. 10.00 mødes vi på Rold Storkro til en kop kaffe/te og gennemgår weekendens program, inden vi begiver os ud i bakkerne og ud i eventyret.
Landskabet i Rold Skov og Rebild Bakker er dannet under sidste istid, da isen smeltede og efterlod dybe slugter, bakker og søer. Rold Skov er kendt for sine mange kilder, der vælder op af kalkgrunden. Ved kilderne lever dyr og planter, som ellers er forsvundet fra Danmark. Det klare og velsmagende kildevand strømmer ned mod Kousbækken (eller Kovads Bæk som den også hedder) og Gravlev Sø – hvis det da ikke løber gennem kalken og skaber jordfaldshuller.
Sidst i middelalderen var disse naturskabte lavninger tilholdssteder for røvere, som overfaldt fredelige folk, der var på gennemrejse i skoven. Også krybskyttere holdt til i skoven – og de tog godt for sig af skovens vildt. Den mest berygtede var Lars Kjær, som påstod, at han ikke havde sovet i sin seng om natten i 60 år.
I løbet af dagen nyder vi en sandwich og holder en pause inden vi fortsætter vores vandring i de skønne omgivelser. Efter en dejlig dag i bakkerne slutter vi aftenen af med en fælles middag.
Overnatning: Rold Storkro inkl. aftensmad
Rold StorKro ligger i smukke omgivelser og serverer mad af høj kvalitet.
Dag 2: Vandring i Rebild Bakker og Rold Skov
Vi nyder morgenmaden og fortsætter derefter udforskningen af Rebild Bakker. Igen i dag medbringer vi en sandwich vi nyder i naturen inden vi sidst på eftermiddagen vender næsen tilbage til Rold Storkro, hvor vi efter to indholdsrige dage tager afsked sidst på eftermiddagen.
Du har lært at være mere kritisk med udstyr og sætte realistiske mål. Det sikrer dig lutter positive oplevelser, når du begiver dig ud på nye og måske egne eventyr. Du vil opleve glæden over at vandre og fryde dig over en rygsæk, der indeholder det, du har brug for – og kun det! Så du får overskud til at nyde solstråler, fuglefløjt og drivende skyer. Du er nu helt klar til din vandreferie!