Silkeborgskovene føles næsten uendelige. Kilometer efter kilometer kan du gå i det fantastiske istidslandskab. Bakker op og bakker ned. Forbi stille skovsøer. Et sted, der kalder på at blive udforsket.
Vi vandrer 16-17 kilometer med passende pauser og toiletstop undervejs i et spændende område, der også er præget af menneskelig aktivitet: Vandkraft, udflugtsbåde og iskiosker.
På turen gennem skoven får du masser af råd og vejledning om udstyr og vandreteknik. Og du får inspiration til at planlægge fornøjelige og indholdsrige træningsture. Og tips om rejsemål og forberedelse.
Så langt øjet rækker, bugter skoven sig bakke op og ned. Søhøjlandet er skåret igennem af to store dale omgivet af et fladere højland. Fra højlandet skærer dybe erosionskløfter sig ned mod dalene og danner ”falske bakker” som Himmelbjerget.
En gang troede man, at Himmelbjerget var det højeste sted i Danmark, men den er siden blevet overhalet indenom af flere toppe ved Ejer Bjerge. Fra 147 meters højde over havet har man en fantastisk udsigt over lyngklædte bakker og Gudenåen. Heroppe samlede Blicher fra 1839 hundredvis af mennesker til folkemøder. Senere lagde H.C. Andersen ofte vejen forbi, når han kom på besøg hos Drewsen, der grundlagde en imponerende papirfabrik i Silkeborg. På halvøen Dynæs kunne digteren Skjoldborg for hundrede år siden samle tusindvis af husmænd til folkemøder.
Overalt i skovene bliver vi mindet om områdets storhedstid, hvor jernbanen, pramdragerne, træskomagerne og industrien bidrog til velstand og udvikling.
Traktørsteder, kurhoteller, gode vandrestier og varieret natur med et rigt dyreliv gør skovene til en helt særlig oplevelse.
Mødested og mødetidspunkt:
Start kl. 09.00 - Parkering Sønderskoven (P12), Svejbækvej 1, 8600 Silkeborg
Slut kl. ca. 15.30 - samme sted som start
Varighed: 6,5 time.
Distance: ca. 16 kilometer
Rejsen er underlagt Vild Med Danmarks almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Vil du med ud at finde skovtrolden i Silkeborgskovene på en ca. 10-12 km vandretur?
Inga er geolog. Hun har gået Jylland rundt langs kysten, på Hærvejen og Gendarmstien samt travet et utal af længere ture i Danmark, Tyskland og Skotland. Hun er lige som alle andre startet med at sætte det ene ben foran det andet og kender begynderens største udfordringer: At finde tid til træning, vælge det rigtige fodtøj og ignorere sofaen med strikketøjet, der lokker.
Du er i gode hænder og får testet din vandreteknik, fodtøj og påklædning. Vi oplever glæden ved at komme ud i det grønne og mærke skovstien under fødderne. I solskin og regnvejr. På vej mod nye eventyr.
Læs mere om din rejseleder Inga Kofoed Andersen HER.