Der er masser af store oplevelser i vente på vores spændende vandretur i Moesgaardskovene, hvor vi både skal trave i bakker og gå på opdagelse i naturen og kulturen.
Med vores stedkendte og særdeles erfarne vandreguide, geolog Inga Kofoed Andersen, skal vi på godt 12 kilometer opleve eventyret og skovene, der både lokker med ukendte stier, og masser af dufte og synsindtryk. Det hele venter blot på at blive udforsket. Af dig.
Undervejs kommer du blandt andet til at opleve det landskab, der blev efterladt i Østjylland af en kilometertyk iskappe for 12.000 år siden. Dale, slugter og bakker, søer og vandløb. Undervejs er der selvfølgelig også tid til at nyde solstråler, fuglefløjt og drivende skyer. Og tid til at spise din medbragte madpakke på et udsøgt sted.
Inga byder velkommen til fire spændende timer ved indgangen til Stadion, hvor skoven begynder og vores spændende vandretur starter.
For 100 år siden skabte datidens fremsynede byplanlæggere et rekreativt område med plads til både Tivoli, zoologisk have, cykelbane og en lang række andre sportsaktiviteter. Lige her, hvor byen, havet og skoven møder hinanden og hvor vi i dag skal på eventyr.
Vi begiver os op ad den stejle bakke, som fører os forbi observatoriet, væddeløbsbanen og op til én af de bedste udsigter over Århus. En storslået udsigt som kalder på historier, som du kommer til at høre flere af undervejs.
Fra udsigtspunktet sætter vi kursen sydover gennem skoven, men først skal vi runde Forstbotanisk Have med den enestående samling af forskellige træer. Herfra er vi klar til at gå bakker op og bakker ned – for sådan er det at gå i et istidslandskab. Vi følger vandløb, går på små og store stier under bøgetræerne og nyder lydene og duftene. Og der er masser at glæde sig til.
Undervejs finder vi et smukt sted til en pause og til at nyde vores medbragte forplejning ligesom der også vil være mulighed for at træde af på naturens vegne.
Fra skovens dybe stille ro kommer vi ud til den dramatiske kyst med dybe slugter og træer, der er skredet ned af skrænterne. Vi følger kystlinjen tilbage mod byen og veksler mellem at gå på stranden og oppe i skoven. En stor kontrast til den første del af ruten, som var mere kulturpræget.
Lidt mere kultur venter os dog, når vi kommer til Mindeparken og ser et glimt af Marselisborg Slot, hvor du får serveret historien om både slottet og parken inden vi går ad lidt ukendte stier tilbage til Stadion, hvor vi startede turen fire timer tidligere.
Med et på gensyn og en tak for en god og oplevelsesrig dag runder Inga dagen af – en dag, hvor såvel ben og lattermuskler er blevet rørt.
Mødested og mødetidspunkt:
Start kl. 09.00 - Foran indgangen til Stadion for enden af Stadion Allé, 8000 Århus. Vi mødes senest 15 minutter inden turen starter.
Slut kl. ca. 13.00. Samme sted som start.
Mulighed for parkering ved Stadion i Århus på Stadion Allé.
Offentlig transport: Flere bybusser holder tæt på Stadion. 25 minutter til fods fra Banegården.
Varighed: Ca. 4 timer
Distance: 12 kilometer
Rejsen er underlagt Vild Med Danmarks almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Vil du med på en længere tur i området, er der også vandring på ca. 16 kilometer i Moesgaardskovene?
Din stifinder og vandreguide, Inga Kofoed Andersen, er geolog og ekspert i hvordan landskaber bliver dannet. Og så har hun løbet og vandret Moesgaardskovene tyndt de sidste 20 år. På turen kommer du derfor med - næsten - garanti til at opleve steder i skoven, du aldrig har været før. Ved du for eksempel, hvor resterne af en stor snegl skabt af billedhuggeren og træskulptøren Jørn Rønnau har gemt sig i skoven? Eller hvorfor træerne skrider ned ad skrænterne præcis på den måde, de gør her? Det og meget mere får du svar på undervejs ligesom der også vil være lejlighed til at stille spørgsmål om vandring og vandreture, mens vi traver afsted.
Læs mere om din rejseleder Inga Kofoed Andersen HER.