Gode oplevelser venter, når vi sammen får dejlige vandreoplevelser på vores cirka 30 kilometers vandretur ved Hærvejen, som vi fordeler over to dage.
Kilometerne vandrer vi på stierne i Givskud Zoo og vi besøger Tørskind Grusgrav med kæmpestore skulpturer i stål, granit og træ. Grusgraven ligger i Vejle Ådal, som er én af de største naturattraktioner i Jylland.
Vi mærker historiens vingesus på Hærvejen. Gennem tusinder af år har fødder bevæget sig op gennem Jylland; soldater, bønder med kreaturer, handelsrejsende, letlevende kvinder, pilgrimme og røverknægte har rejst på fortidens motorvej – nu følger vi deres fodspor et stykke på Hærvejen. Vi overnatter på vandrehjemmet i Givskud, som er en del af Givskud Zoo og laver samkørsel i egne biler ud til Vejle Ådal & Hærvejen.
Rejseleder er geolog og inkarneret vandrer; Inga Kofoed Andersen. Inga deler gerne ud af sin egen erfaring. Hun hjælper med og fortæller om; det at blive klar – både fysisk og mentalt – til de lange vandreture.
Denne vandretur er et skridt mod flere dejlige vandreoplevelser – måske du allerede har mange i rygsækken. Smuk natur, fællesskab og gode oplevelser følges ad, når du tager med på denne todages vandretur, der tager sit udgangspunkt fra Givskud, hvor vi også overnatter.
Overvej også en vandretur ved Værnengene og Tipperne ved Ringkøbing Fjord , Vandretur ved Rebild Bakker og Rold Skov og 20 km vandretur ved og omkring Himmelbjerget
Inga er geolog. Hun har gået Jylland rundt langs kysten, på Hærvejen og Gendarmstien samt travet et utal af længere ture i Danmark, Tyskland og Skotland. Hun er lige som alle andre startet med at sætte det ene ben foran det andet og kender begynderens største udfordringer: At finde tid til træning, vælge det rigtige fodtøj og ignorere sofaen med strikketøjet, der lokker.
Du er i gode hænder og får testet din vandreteknik, fodtøj og påklædning. Vi oplever glæden ved at komme ud i det grønne og mærke skovstien under fødderne. I solskin og regnvejr. På vej mod nye eventyr.
Læs meget mere om din rejseleder Inga Kofoed Andersen HER.