Marius van Zyl er fra Sydafrika, er uddannet safariguide og har arbejdet mere end 7 år som hhv. guide og rejseleder på forskellige safari lodges i både Zambia og Sydafrika. Udover hans store kendskab til det afrikanske dyreliv, har han i tiden som safariguide opbygget en stor interesse og viden indenfor særligt fugleliv og naturfotografi.
I 2016 flyttede Marius sammen med sin danske kone til Danmark, hvor han hurtigt lærte sig det danske sprog, og også forelskede sig i den danske natur. Siden Marius flyttede til Danmark, har det især været det skandinaviske fugleliv, der har været i kameraets søger.
Han udforsker flittigt naturen, hvor særligt Bulbjergs rider og Møns Klints vandrefalk er blandt favoritterne, ligesom landskabsfotografering også har Marius’ store interesse. Og som Marius siger, at ”godt nok er Danmark et relativt lille land sammenlignet med blandt andet Sydafrika, men her er altid masser af motiver, så det handler blot om at komme afsted og få kameraet med.”
Gennem tiden har han blandt andet taget naturbilleder i Norge og Costa Rica og derudover i en lang række afrikanske lande som Namibia, Botswana, Zimbabwe, Kenya og Mozambique. Med første parket til det afrikanske dyreliv er det derfor også blevet til mange fantastiske billeder, hvor flere er blevet publiceret i forskellige felthåndbøger. Marius har desuden leveret en del billeder til Vild Med Danmarks hjemmeside,
ligesom Africa Tours, søsterselskab til Vild Med Danmark, også har nydt glæde af Marius' fantastiske billeder.
Marius har altid formidlet sin viden omkring naturfotografering videre til gæster på sine mange safarier, og er af den overbevisning, at fotografering ikke nødvendigvis behøves at være indviklet, men at gode tips og erfarne tricks til at udnytte kameraets funktioner både kan forbedre evnerne hos den enkelte, og forstørre glæden ved sine billeder og kamera efterfølgende.
Marius glæder sig rigtigt meget til at dele sine erfaringer med andre fotoentusiaster og til at byde gæster og fotointeresserede velkommen på fototur i Danmark.
Vil du se flere af Marius’ billeder, kan de bl.a. findes på Facebook samt hans hjemmeside her.